Nogle nyttige råd specielt om brug og genbrug af blækpatroner
Bemærk at nedenstående ikke gælder tonerkassetter til laserprintere, eftersom laserprintere ikke giver samme problemer med mulig indtørring som blækprintere.
Regel nr. 1: brug printeren regelmæssigt, dvs. helst ugentligt
Når en blækprinter har arbejdet, vil der henstå blækrester i skrivehovedet (udtrykket "printhoved" dækker over det samme). Vandet i blækdråberne fordamper, og der sker derfor en indtørring, som gradvist vil blokere dyserne i skrivehovedet. Den allerbedste måde at gardere sig mod dårlige print som følge af blokerede dyser er derfor at sørge for, at der regelmæssigt sprøjtes blæk gennem dyserne.

Tag patronerne ud under længere ferier mv.
Hvis du ikke skal bruge din printer i en længere periode, kan du med fordel tage patronerne ud og opbevare dem i en lukket plasticpose. På den måde sinker du indtørringsprocessen.

Opbevar patronerne ved stuetemperatur, f.eks. i en skuffe.

Blækpatroner med integreret skrivehoved bør genfyldes indenfor en måned
Patroner kan blive så blokerede af indtørrede blækrester, at vi ikke kan rense skrivehovedet. Hvis du ønsker at få en blækpatron genfyldt, bør du derfor få det gjort indenfor den første måned efter, at patronen er skrevet tom. Opbevar patronen i en lukket pose.

Problemet gælder normalt ikke såkaldte "blæktanke".

Tag genfyldt patron i brug indenfor en måned
Af samme årsag som nævnt ovenfor bør patroner genfyldt hos os tages i brug relativt hurtigt. Under alle omstændigheder bør du teste patronen på din egen printer, når du er kommet hjem med den.

"Refabrikerede" patroner kan ligge meget længere tid - faktisk som regel lige så længe som en ny original. Det skyldes bl.a. den lufttætte emballering. Hvis du vil have en patron liggende i reserve gennem længere tid, bør du derfor vælge en refabrikeret (eller en ny original) frem for en genfyldt patron.

Problemet gælder dog ikke genfyldte blæktanke. Her sker der højst en gradvis (og langsom) fordampning af blækket.

"Blækmåling" virker ofte ikke på genfyldte patroner
Ofte er det ikke muligt for os at reprogrammere patronen til at starte blækmålingen forfra - eller rettere; printtælleren.

Men det er til at leve med - ikke mindst fordi "blækmåleren" ofte er meget upræcis. Det vigtigste er, at du kan printe, og at det sker i en ordentlig kvalitet.

Ulempen kan bestå i, at printeren giver meddelelse om, at patronen er tom, selv om der er masser af blæk på.

I andre tilfælde (typisk på Canon-printere) vil du være nødt til at sætte "blækmålingen" ud af kraft på det tidspunkt, hvor den oprindelige patron skulle være helt tom. Du skal da blot følge den vejledning, der fremkommer på skærmen.

Med en usikker eller helt fraværende indikation af blækindholdet er det vigtigt, at du holder øje med kvaliteten af dine print fra det tidspunkt, hvor du fornemmer, at patronerne er ved at være tomme. Dette gælder især printere, hvor skrivehovedet sidder inde i printeren: man risikerer at beskadige skrivehovedet, hvis der ikke sprøjtes blæk igennem under printprocessen.

Kattesund 19, 8700 Horsens, tlf. 2045 5253, åben mandag 10-17, tirsdag og torsdag 13.30-17, printoggenfyld@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net